Sådan sår du pastinakker
Frøviden

Sådan sår du pastinakker

Jul 13, 2022

Vidste du, at pastinakker har været dyrket i Danmark siden 1600-tallet? Dengang var det dog som lægeurt og så senere i madlavningen, som vi kender det i dag. Nå, men nok om historie og fakta, nu skal vi nok hjælpe dig i gang med, hvordan du bedst sår dine pastinak frø.

Pastinak er en nem grøntsag/rodfrugt at dyrke i køkkenhaven, og så skal du ikke forspire pastiknakfrø. Du kan så pastinak frø direkte i køkkenhaven i april - maj måned fra jorden er omtrent 4°C, men spireprocessen er dog hurtigere, hvis jorden er lidt varmere end det. Desuden er pasning og pleje af pastinakker minimalt, så du får alt i alt en super nem grøntsag med en fantastisk smag.

Du kan nyde pastinakker som bagte rodfrugter, i supper, gryderetter eller hvad du ellers har af retter, hvor pastinakker er fantastisk i.

Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du bedst sår pastinakker.

Sådan sår du dine pastinak frø

Selvom du kan så pastinak frø fra jordtemperaturen er 4°C, vil pastinak frøene spire hurtigere, hvis du venter lidt længere, til jordtemperaturen er 10-12 °C. Det kan nemlig tage helt op til 28 dage for pastinak frøene at spire, hvis jorden er koldere. Er jorden lidt varmere, kan du se spiringen efter blot 16 dage. Du kan høste pastinakkerne i september - november.

Du sår pastinak frøene ved at lave en rille i jorden, hvor du kommer frøene i. Når du sår pastinak frø på friland, skal de sås med en sådybde på 1 cm, en rækkeafstand på 35 cm og en planteafstand på 15 cm. Hvis du har mange frø, kan du med fordel så i hele rækken og så tynde ud i planterne, når de spirer. 

Pleje af pastinakker

I begyndelsen af spireprocessen er det vigtigt, at du fjerner ukrudt omkring pastinakkerne. Når pastinakkerne først begynder at spire, kan du med fordel lægge kompost rundt om planterne, da det er med til at holde ukrudtet væk, samtidigt med at det kan holde fugten og giver næring til pastinakkerne.

Høst af pastinakker

Du kan se på pastinakker, når de er klar til høst. Toppen af pastinakken bliver nemlig gul og lægger sig hen ad jorden. Hvis du lader dem stå i de koldere månederne, bliver de faktisk sødere, fordi de har fået lidt frost. Du skal dog passe på, når du høster pastinakker. Saften fra toppen er nemlig giftig, da pastinakken er i familie med bjørneklo. Selve pastinakken er selvfølgelig ikke giftig, men kommer din hud i kontakt med saften, bør du skylle den grundigt og dække den til mod solen, da du ellers også godt kan få brandsår.


Nu er der vist kun tilbage at sige - Held og lykke med dit pastinak-projekt

Køb dine økologiske pastinak frø her.