økologisk skorzonerrod
Frøviden

Sådan sår du skorzonerrod

Sep 22, 2022

Skorzonerrod er ikke en grøntsag, som man tit støder på i supermarkederne. Måske du aldrig har hørt om skorzonerrod før nu? Uanset hvad, kan vi forsikre dig om, at skorzonerrod er en undervurderet grøntsag. Faktisk var skorzonerrod tidligere kendt som fattigmands-asparges, da den minder om hvide asparges. Dog har skorzonerrod en lidt mere nøddeagtig smag. Ved første øjekast øjekast ser skorzonerrod måske ikke så tiltalende ud, men smagen er virkelig skøn!

Skorzonerrod har en kort såningsperiode fra april-maj, men du slipper for at forspire dine skorzonerrodsfrø, de skal blot plantes direkte ud i køkkenhaven. Nemmere bliver det da ikke.

Skorzonerrod kan nydes som asparges, men er også skøn i supper og andre varme retter.

Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du bedst sår skorzonerrod.

Såning af skorzonerrodfrø

Skorzonerrodfrø skal sås i april-maj i køkkenhaven. Du kan dog med fordel lægge frøene i et glas med lunkent vand i 12 timer inden såning. Det giver de bedste forudsætninger for spiringsprocessen efterfølgende. Skorzonerrodfrøene spirer fra 5° C, men temperaturen er optimal for spiringsprocessen, hvis det er på 14–24° C, hvor spiretiden vil være omkring 7-12 dage.

Når du sår skorzonerrodfrø, skal de have en sådybde på 2 cm, en rækkeafstand på 25 cm og en planteafstand på 10 cm. Du skal så frøene et solrigt sted, en smule skygge skader dog heller ikke processen. 

Pleje af skorzonerrod

Skorzonerrod er som grøntsag ikke svær at dyrke, den kræver bare en del plads i forhold til det udbytte, du får, som svarer til omkring en tredjedel, hvis du sammenligner det med dyrkning af gulerødder. Skorzonerrod kræver også sol og en smule vand, men udover det, kræver skorzonerrod ikke den store pleje og pasning.

Høst af skorzonerrod

Høstperioden for skorzonerrod er september - november.

En ting, du skal være opmærksom på, når du skræller dine skorzonerrødder, er, at du skal komme dem i vand med citronsaft lige efter skrælningen. Hvis du ikke gør det, vil skorzonerødderne bliver brune - lidt ligesom jordskokker. Du kan med fordel bruge handsker, når du skræller skorzonerrod, da de udskiller en væske, der udover at farve rødderne brune, også farver dine fingre.


Nu er der vist kun tilbage at sige - Held og lykke med dit skorzonerrod-projekt


Køb dine økologiske skorzonerrodfrø her