Måske du har stødt på ordet “sædskifte” før, når du har skulle i gang med at så frø i køkkenhaven. Ved du ikke, hvad det betyder, så læs med her, så skal vi nok forklare dig det - for det er faktisk vigtigt at vide, når du giver dig i kast med køkkenhaven.
Hvad betyder sædskifte?
Sædskifte betyder kort fortalt, at du veksler mellem forskellige afgrøder på det samme sted. Det vil sige, at du ikke sår den samme afgrøde/grøntsag samme sted 2 år i træk, men derimod venter en række år.
Fordele ved sædskifte
Den primære grund til at være opmærksom på sædskifte er, at du kan mindske risikoen for skadedyr og sygdomme. Det kan selvfølgelig også være, fordi du ønsker at forbedre udnyttelsen af næringsstoffer, der er i jorden, men oftest vil det være det første. Sædskifte er noget, der i den grad bruges i landbruget, men vil du gerne have sunde afgrøder og planter, så er det bestemt også for dig. Ved at være opmærksom på sædskifte får du sunde planter uden at skulle sprøjte.
Laver du en sædskifteplan, når du dyrker grøntsager i køkkenhaven, så er risikoen for skadedyr og sygdomme markant mindre. Hvis du dyrker dine gulerødder det samme sted hvert år, øger du risikoen for gulerodsfluen, og ved kartofler er det svamp. Én ting er sædskifte, noget andet er ledsageplanter, hvilket også er en fordel i køkkenhaven.
Ledsageplanter
Hvis du ikke er stødt på ordet “ledsageplanter”, når du har undersøgt sædskifte i forhold til køkkenhaven, så er det kort fortalt planter, der godt kan li’ at vokse ved siden af hinanden - det er nemlig ikke alle planter, der kan det. Når planter er ledsageplanter, betyder det, at de eksempelvis holder skadedyr væk fra de andre planter, eller at de måske supplerer hinanden, når det kommer til næring, og de derfor kan vokse i det samme bed. Nedenfor ser du ledsageplanter til nogle af vores populære grøntsagsfrø:
Spinat: kartoffel, radise, kål
Hvilke grøntsager har brug for sædskifte?
Det er meget forskelligt fra afgrøde til afgrøde, hvor meget sædskifte betyder. Vi anbefaler, at du som udgangspunkt ikke sår den samme grøntsag det samme sted flere år i træk. Men sørg altid for at undersøge de grøntsager, som du ønsker at så. Vidste du eksempelvis, at der skal gå mindst fire år mellem du dyrker kartofler og kål det samme sted? Et generelt godt råd er, at du varierer mellem at så rodfrugter (Kartofler, gulerødder, pastinak osv.) og bladgrøntsager (Salat, rucola, osv.).
Hvor længe varer sædskifte?
Der er ikke en bestemt længde, sædskiftet varer. Det kan være 2-årigt, 4-årigt, 6-årigt eller noget helt fjerde. Det kommer an på afgrøderne, du vil så, og dem du allerede har sået. Så det er egentlig bare med at lave noget research, inden du giver dig i kast med at dyrke grøntsager, hvis du vil minimere risikoen for sygdomme og skadedyr, og give dine planter de bedste forudsætninger for at spire og vokse.
Nu vil vi bare sige - Held og lykke med dit sædskifte!
Du kan se hele vores udvalg af økologiske frø her.