Guides

Dyrkning af østershatte

Dyrkning af østershatte

Dyrkning af østershatte er en af de nemmeste måder at komme i gang med svampe på. Med et svampekit åbner du dyrkningsposen, sprayer med vand et par gange om dagen og høster de første svampe efter fåuger. Østershatte vokser hurtigt, og det samme kit giver typisk høst 2-3 gange.

Østershatten har fået sit navn efter hattens form, der minder om en østersskal. I naturen vokser den i klaser på dødt eller svækket løvtræ, og det er netop derfor, den trives så godt i en dyrkningspose med træ og korn.

Du finder alle vores farver og typer i vores udvalg af østershatte her. Og vil du prøve noget andet ved siden af, kan du også kigge på blandt andet pindsvinepigsvamp og kastanjesvamp under dyrk selv svampe her.

Hvordan dyrker man østershatte?

Med vores svampekit er myceliet, svampens net af fine hvide tråde, allerede vokset gennem dyrkningsposen. Du skal derfor kun give det en åbning, fugt og frisk luft, så det kan begynde at sætte svampe.

Sådan gør du:

  1. Åbn panelet i forsiden af kassen, så dyrkningsposen bliver synlig
  2. Skær et kryds i posen med en ren kniv eller saks
  3. Stil kittet et lyst sted uden direkte sol, f.eks. i køkkenet
  4. Spray åbningen med vand 2-3 gange om dagen, så luften omkring den holdes fugtig
  5. Hold øje med de små svampeknopper, der ofte viser sig inden for den første uge eller to
  6. Høst klasen, når kanterne på hattene begynder at flade ud

Efter høst fjerner du rester af stokke, sprayer blokken grundigt og fortsætter med at spraye hver dag frem til næste høst.

Temperatur, fugt og lys til østershatte

Østershatte er rimelig tolerante, men de forskellige typer har hver deres foretrukne temperatur. Læs derfor altid beskrivelsen på det enkelte kit, men her kommer nogle tommelfingerregler:

  • Blå østershat trives for det meste ved 15-20 °C
  • Gul østershat trives også ved omkring 15-20 °C
  • Pink østershat er varmeelskende og trives ved 21-27 °C
  • Krydsninger med kejserøstershat foretrækker det køligere, ofte omkring 13-17 °C

Luftfugtigheden bør ligge over 80 % omkring svampene, og en god forstøver gør det nemt at spraye jævnt uden at drukne posen. Østershatte har også brug for frisk luft. Får de for lidt, bliver stokkene lange og tynde, og hattene små. Indirekte dagslys eller almindelig rumbelysning er nok, da lyset mest fortæller svampene, hvilken vej de skal vokse.

Høst af østershatte

Østershatte vokser hurtigt, når de først er i gang, og en klase kan ændre sig synligt fra morgen til aften. Høst hele klasen på én gang ved at skære den af ved basen.

Venter du for længe, bøjer hattenes kanter opad, svampene bliver seje, og de begynder at sprede sporer, som kan ligne et fint støv omkring kittet. Pink østershat bliver ofte blegere, jo ældre den bliver, så høst den gerne, mens farven er klar.

Friske østershatte holder sig kun nogle få dage. Har du høstet mere, end du kan nå at bruge, kan du læse, hvordan du fryser og tørrer dem, i vores guide til opbevaring af svampe her.

Hvordan tilberedes østershatte?

Østershatte tilberedes for det meste på en varm pande. Riv klasen i strimler, så får du sprøde kanter og bløde midter. Steg dem i lidt olie eller smør uden at fylde panden for meget, så de bruner i stedet for at koge i deres eget vand, og vent med saltet til sidst.

Østershatte passer godt i wok, pasta, risotto og supper, og de kan også bruges i stedet for noget af kødet i f.eks. tacos. Kejserøstershattens tykke stok kan du skære i skiver, ridse i et gittermønster og brune som kammuslinger. Pink østershat mister ofte noget af farven på panden, men beholder sin milde, let krydrede smag.

For at give mere smag, kan du give dine østershatte et fed hvidløg og lidt frisk timian på panden til sidst, eller drys hakket persille over lige inden servering.

Få mere inspiration andre typer svampe

Vil du vide endnu mere om svampe og de forskellige sorter, som du kan dyrke derhjemme? Så dyk ned i vores guide til svampedyrkning her, hvor du kan læse mere om de forskellige svampe, som du finder i vores sortiment.

Og er du blevet nysgerrig på svampenes spændende verden? Så gå på opdagelse i vores andre guides, hvor du kan blive endnu klogere:

God fornøjelse med svampedyrkningen!

Tidligere
Spiselige græskar