Bønner er en af de få afgrøder i køkkenhaven, der klarer sig fint med næsten ingen gødning. Planterne samarbejder med knoldbakterier på rødderne, som binder kvælstof fra luften, og derfor laver de i praksis en stor del af deres egen næring.
Gødning af bønner handler derfor mest om at holde igen. Her på siden kan du læse, hvad der reelt er brug for, og hvornår et tilskud af gødning giver mening for dine bønneplanter.
Hvorfor bønner ikke skal have meget gødning
På bønnerødderne sidder små runde knolde, hvor bakterier omdanner luftens kvælstof til en form, som planten kan bruge. Det er også derfor, bønner regnes som en jordforbedrende afgrøde i sædskiftet.
Giver du oven i det en kraftig kvælstofgødning, sker der noget uheldigt. Planten bruger nemlig energien på at lave blade i stedet for blomster, og du ender med et flot grønt bed og skuffende få bælge. Bladene bliver samtidig bløde og mere udsatte for både bladlus og svamp.
Sådan forbereder du jorden inden såning
Den vigtigste indsats sker, før frøene kommer i jorden. Bønner vil have løs, muldrig jord, der hverken er komprimeret eller stiv.
- Vend en moderat portion kompost ned i de øverste 20 cm, gerne et lag på 2-3 cm.
- Undlad frisk staldgødning, der giver et kraftigt kvælstofskub
- Er jorden meget sandet og udpint, kan lidt naturgødning arbejdes ind nogle uger inden såning.
Har bedet fået kompost året før, behøver du ofte slet ikke tilføre noget denne gang.
Hvornår giver et tilskud mening?
Der er tre situationer, hvor bønner har gavn af lidt ekstra næring i løbet af sæsonen.
- I potter og altankasser: Her er jordvolumenet lille, og næringen vaskes ud ved hver vanding. Giv flydende gødning i halv styrke hver anden til tredje uge fra blomstringen.
- I meget sandet jord: Sandjord holder dårligt på næring. Et enkelt tilskud ved blomstringen kan gøre en forskel.
- Ved tydelig mangel: Hvis de nederste blade bliver ensartet lysegule, mens planten står i fugtig jord, kan der mangle næring.
Vælg i givet fald en gødning med lavt kvælstofindhold og mere kalium, da kalium støtter blomstring og bælgudvikling. En almindelig havegødning med balanceret sammensætning fungerer også fint i moderate mængder.
Lad rødderne blive i jorden
Når sæsonen er slut, bør du klippe bønneplanterne af ved jordoverfladen i stedet for at rykke dem op. Rodnettet med kvælstofknoldene bliver dermed i bedet og nedbrydes hen over vinteren, så næringen kommer den næste afgrøde til gode.
Det er en enkel måde at forbedre jorden på, og det er en af grundene til, at bønner er et godt led i et sædskifte. Plant gerne noget næringskrævende som kål eller græskar i bedet året efter.
Læs meget mere om, hvordan du dyrker og passer dine bønner i vores guide til dyrkning af bønner her.
Mere inspiration til bønnebedet
Vil du læse endnu mere om bønner, kan vores andre guides også være relevante for dig:
- Vanding af bønner
- Forspiring af bønner
- Opbiding af bønner
- Opbevaring af bønner
- Planteafstand mellem bønneplanter
- Høst af bønner
- Bønne sygdomme og skadedyr
Og mangler du frø til sæsonen, finder du et stort udvalg af økologiske og smagfulde bønnefrø her.
