De fleste bønner er klar til høst 50-70 dage efter såning, ofte fra juli og frem til de første kølige nætter. Bælgen er moden, når den er sprød og knækker rent med et lille knæk, og når du kun lige aner bønnernes form gennem skallen.
Her på siden finder du tegnene at gå efter, den rigtige plukkerytme og forskellen på friske bønner og tørrebønner.
Hvornår er bønner klar til høst?
Timingen afhænger af typen, da de forskellige bønneplanter kan opføre sig ret forskelligt.
- Buskbønner: modner samlet over tre til fire uger. Du får en stor høst på kort tid, hvilket er praktisk, hvis du f.eks. vil fryse ned.
- Stangbønner: giver løbende bælge over seks til otte uger. De er bedst, hvis du vil plukke lidt til aftensmaden ad gangen.
- Hestebønner: er klar 12-16 uger efter såning, ofte allerede i juni og juli, fordi de sås tidligere.
Bælgen bør knække rent, når du bøjer den. Er den sej og bøjelig, har den fået for længe, og bønnerne indeni er begyndt at trække stivelse og tråde til sig.
Hvor ofte skal du plukke bønner?
Så længe planten bærer modne bælge, opfatter den opgaven som løst og sætter færre nye blomster - Pluk derfor hver tredje til femte dag i højsæsonen.
Plukker du flittigt, bliver planten altså ved med at blomstre, og sæsonen strækkes flere uger. En enkelt stangbønneplante kan let give en spandfuld bælge hen over sommeren, hvis den holdes i gang.
Sådan høster du uden at skade planten
Bønnernes ranker er sprøde, og rykker du i en bælg, følger et helt stykke stængel ofte med. Det koster de blomster, der sad længere ude.
- Hold fast om ranken med den ene hånd lige over bælgen.
- Knib bælgen af ved stilken med den anden hånd, eller klip den af med en havesaks.
- Høst gerne om morgenen, mens bælgene er faste og kølige.
- Læg dem løst i en kurv frem for en tæt pose, så de ikke sveder.
Undgå at plukke, mens planterne er våde af regn eller dug. Svampesporer spreder sig lettest på fugtige planter, og du kan komme til at bære dem med rundt i bedet.
Høst af tørrebønner
Vil du have bønner til opbevaring frem for til gryden med det samme, skal de have en anden behandling end ovenstående. Her skal du lade bælgene sidde på planten hele vejen, indtil de bliver papiragtige og skifter farve fra grøn til beige eller brun.
Bønnerne er klar, når de rasler løst inde i bælgen, og når du ikke kan sætte mærke i dem med en negl. Kommer der en lang regnperiode, inden de er tørre nok, kan du hive hele planten op og hænge den med rødderne opad et tørt og luftigt sted.
Bemærk at både friske og tørrede bønner altid bør koges eller dampes inden de spises. Læs mere om nedfrysning og holdbarhed i vores guide til opbevaring af bønner her.
Vil du læse mere om bønner?
Vil du læse endnu mere om bønner, kan vores andre guides også være relevante for dig:
- Dyrkning af bønner
- Forspiring af bønnefrø
- Planteafstande mellem bønner
- Opbinding af bønner
- Vanding af bønner
- Gødning af bønner
- Sygdomme og skadedyr i bønneplanter
Og skal du i gang med at dyrke bønner igen næste sæson, har vi et bredt udvalg af økologiske bønnefrø her.
