Spinat er en af de afgrøder, der normalt ikke behøver forspiring. Frøene spirer allerede ved 4 °C og klarer sig fint direkte i jorden, så snart det er frostfrit. Der er dog situationer, hvor det alligevel giver mening at starte med forspiring af spinat indendørs. For eksempel hvis du vil have en tidligere høst, bor i lejlighed uden have, eller bare ønsker at dyrke spinat i vindueskarmen gennem de kolde måneder.
I denne guide får du svar på, hvornår forspiring af spinat er en god idé, og hvordan du gør det i praksis.
Skal man forspire spinat?
I langt de fleste tilfælde, så vil svaret være nej. Spinat har en kort pælerod, der ikke bryder sig om at blive forstyrret, og direkte såning på friland er derfor ofte det letteste.
Forspiring kan dog give mening, hvis:
- Du vil have friske blade flere uger før, sæsonen ellers går i gang.
- Du elsker at dyrke indendørs i vindueskarm eller altankasse.
- Du bor et sted, hvor foråret kommer sent, eller jorden er tung og kold.
- Du vil have kontrol med spiringen og undgå at miste frø til snegle eller fugle.
Til indendørs dyrkning året rundt kan du så spinat, når du har lyst, så længe planterne får lys nok. En lys vindueskarm mod syd eller et godt plantelys vil være nødvendigt i de mørke måneder.
Sådan forspirer du spinat
Forspiring af spinat er rimelig lige til. Brug gerne nogle dyrkningspotter, som du med fordel kan plante direkte i jorden bagefter. Det sparer den korte pælerod for ompotningschok og mindsker risikoen for tidlig stok. Du finder alt hvad du skal bruge i vores sortiment af tilbehør til forspiring.
- Fyld potterne med let såjord.
- Læg 2-3 frø i hver potte, cirka 1,5 cm nede.
- Dæk let med jord og vand med fin stråle.
- Stil potterne et lyst sted ved 10-18 °C. Undgå høj varme, da spinat spirer dårligere, når det er for varmt.
- Hold jorden let fugtig, men ikke våd.
Spirerne kommer typisk efter 5-10 dage. Når de er spiret, så lad kun den stærkeste plante blive stående i hver potte, så den har plads til at vokse.
Fra forspiring til friland
Når dine forspirede spinat planter har 3-4 blade, og dagtemperaturen er over 5 °C, kan de flyttes ud. Afhærd dem eventuelt først - sæt potterne ud et par timer ad gangen i nogle dage, så de vænnes til vind, sol og kølige nætter.
Plant dem herefter ud med 10-15 cm afstand og vand godt ind. Jorden skal være løs og gerne tilført lidt kompost. Når planterne er på plads, er det vigtigt at pleje og passe dine spinat planter.
Læs meget mere om dette i vores guide til såning og dyrkning af spinat.
Videre pleje af din spinat
Forspiring er kun første skridt. Når dine spinatplanter er plantet ud, handler det om korrekt vanding, placering og pasning for at få flotte og smagfulde spinat.
Vil du læse mere om spinat, kan disse guides også være relevante for dig:
Og mangler du frø til sæsonen, finder du et stort udvalg af spinat frø her, som både klarer sig godt i drivhus og på friland.
