Vand er en af de faktorer, der har størst betydning for, hvordan din spinat smager. Får planten for lidt, bliver bladene hårde og bitre, og planten går hurtigere i stok. Får den for meget, ligger rødderne våde og rådne, og risikoen for svampesygdomme hos spinaten stiger. Korrekt vanding af spinat giver til gengæld lækre og milde blade i mange uger.
I denne guide får du at vide, hvor meget vand spinat har brug for, hvornår på dagen du skal vande, og hvilke tegn du skal reagere på.
Hvor meget vand skal spinat have?
Spinat har en kort pælerod, der ikke går særligt dybt. Den er derfor afhængig af, at jorden i de øverste 10-15 cm er let fugtig. Det betyder i at du skal sørge for jævnlig vanding af spinat, især i de første uger efter såning og under varme perioder.
- Friland i tempereret vejr: 2-3 gange om ugen, så jorden holdes jævnt fugtig.
- Varme sommerdage: dagligt, evt. både morgen og aften.
- Drivhus og potter: dagligt, da jorden tørrer hurtigere ud.
- Efterår og kølige perioder: mindre hyppigt. Tjek jorden med en finger, før du vander.
Jorden bør føles fugtig, men ikke våd. En god tommelfingerregel er at stikke en finger 2-3 cm ned. Er det tørt, er det tid til at vande. Har du svært ved at vurdere det, kan en fugtighedsmåler være en god hjælp.
Hvornår på dagen skal du vande spinat?
Vand om morgenen, hvis du kan. Så har planten vand til rådighed gennem dagen, og bladene når at tørre, inden aftenen. Aftenvanding virker også fint, men undgå at gennemvæde bladene sent i koldt vejr, for våde blade om natten øger risikoen for svampesygdomme.
Vanding midt på dagen koster vand til fordampning og kan give skoldning på bladene i stærk sol. Det er sjældent den bedste løsning.
Vanding af spinat i drivhus og potter
Dyrker du i drivhus, bør du være ekstra opmærksom. Temperaturen er højere, jorden tørrer hurtigt, og der er ingen regn til at hjælpe. Sørg for god udluftning, så luftfugtigheden ikke bliver for høj, for det øger risikoen for meldug.
I potter og altankasser er vandbehovet endnu større, fordi jordmængden er lille. Tjek potterne dagligt i varme perioder. Lerkrukker tørrer hurtigere ud end plastkrukker. En god vandkande med fin bruser gør det lettere at vande forsigtigt uden at skylle jorden væk.
Tegn på for lidt eller for meget vand
For lidt vand:
- Slatne, hængende blade midt på dagen.
- Bladene bliver mørke, stive og bitre.
- Planten går tidligt i stok.
For meget vand:
- Gullige blade og svag vækst.
- Rådne rødder og visne planter trods våd jord.
- Øget angreb af svampesygdomme.
Spinat går i stok (skyder blomsterstængel op), når den udsættes for stress. Tørke og høje temperaturer er de to største årsager. Jævnlig vanding af spinat holder planten kølig og sinker stokken, men ingen vanding kan helt forhindre det, når dagene bliver for lange og solen for stærk. Derfor sår mange i etaper og planlægger høst til foråret og efteråret.
Når du vander meget, udvaskes næringsstofferne fra jorden også hurtigere. Vanding og gødning bør derfor tilpasses hinanden, så planten ikke ender med at mangle næring midt i en god vækstperiode.
Læs mere om dette i vores guide til gødning af spinat her.
Få mere inspiration
Vanding af spinat er en vigtig del af pasningen, men der er også andre ting, du kan tænke over for at få flotte og smagfulde blade gennem sæsonen.
Vil du læse mere om spinat, kan disse guides også være relevante for dig:
Og mangler du frø til sæsonen, finder du et stort udvalg af spinat frø her.
