Broccoli er en storæder, og en enkelt plante bør have to til tre liter kompost i jorden ved plantning, og derefter et jævnt tilskud gennem sæsonen. Får den for lidt, bliver hovedet lille og løst, uanset hvor godt du passer den ellers.
Her på siden får du vores råd til både grundgødskningen og de tilskud, der reelt kan gøre en forskel undervejs.
Forbered jorden inden plantning
Den vigtigste indsats sker, før planterne kommer i jorden. Broccoli står i bedet i tre til fire måneder og trækker næring ud hele vejen.
- Grav to til tre liter kompost eller veludløftet staldgødning ned per plante.
- Løsn jorden i 30 cm dybde, så rødderne kan komme ned til næringen.
- Tryk jorden let sammen igen. Kål vil have fast jord under sig.
Broccoli trives dårligt i sur jord og vil helst have en pH omkring 6,5 til 7. Er din jord i den sure ende, er det værd at gøre noget ved - ikke bare for næringens skyld, men også fordi kålbrok trives bedst i sur jord. Du kan med fordel måle din jord med en af vores pH-målere.
Hvornår skal broccoli gødes?
Broccoli har to tydelige perioder, hvor et tilskud er vigtigt - samt en tredje periode, som mange overser.
- Ved plantning: Kompost og eventuelt lidt naturgødning arbejdet ned i bedet.
- Under bladvæksten: Fra planterne er etableret og til hovedet begynder at tegne sig, bygger de bladmasse op. Giv flydende gødning hver anden til tredje uge.
- Efter hovedhøsten: Et tilskud lige efter du har skåret hovedet af, giver planten kræfter til at sætte langt flere sideskud. Det er her de fleste glemmer at gøde, og det er nok det nemmeste ekstra udbytte, du kan få.
En almindelig havegødning med balanceret sammensætning fungerer fint. Broccoli bruger meget kvælstof til bladene tidligt, og senere har den også brug for kalium, som støtter et fast hoved.
Pas på med for meget kvælstof for sent
Kvælstof giver blade, og det er godt i den første halvdel af sæsonen. Fortsætter du med kraftig kvælstofgødning helt frem til høst, får du store bløde blade og et hoved, der ikke rigtig følger med.
Bløde, overgødede kålplanter er samtidig mere tiltrækkende for melet kålbladlus og mere modtagelige for svamp. Skru derfor ned for kvælstoffet, når hovedet begynder at tegne sig, og lad planten bruge det, der allerede er i jorden.
Læs mere om de forskellige skadedyr og sygdomme hos plante på vore side om broccoli sygdomme her.
Tegn på næringsmangel
Broccoli siger tydeligt fra, når den mangler noget, og de fleste tegn viser sig nedefra.
- Ensartet lysegule nederste blade: Klassisk kvælstofmangel. Giv flydende gødning med det samme.
- Lilla eller rødlige skær på bladene: Kan være fosformangel, ofte i kold jord tidligt på sæsonen. Retter sig som regel selv, når jorden bliver varmere.
- Planten står stille i vækst: Enten næring eller vand, og de to hænger sammen. Tør jord gør næringen utilgængelig, uanset hvor meget der er af den. Bliv klogere på dette i vores indlæg om vanding af broccoli her.
Få mere inspiration her
Vil du læse endnu mere om broccoli, kan vores andre guides også være relevante for dig:
- Forspiring af broccoli
- Dyrkning og pleje af broccoli
- Høst af broccoli
- Planteafstand for broccoli
- Opbevaring af broccoli
Og mangler du frø til sæsonen, kan du kigge forbi vores udvalg af økologiske broccolifrø her.
