Broccoli forspires indendørs fra marts ved 15-20 °C, og frøene spirer typisk på 5-10 dage. Efter fire til seks uger har planterne fire til fem rigtige blade og kan sættes ud i bedet, som regel sidst i april eller først i maj.
Her på siden finder du vores fremgangsmåde, så du ved hvordan du passer bedst på dine små broccoli spirer.
Hvorfor forspire broccoli?
Broccoli frø er små, og spirerne er spinkle de første uger. Sår du dem direkte i bedet er de et let bytte for blandt andet snegle, fugle og kølige forårsnætter - hvilket er nogle af de vigtigste grunde til, at de fleste vælger at forspire broccoli.
Forspiring af broccoli giver særligt mening, hvis:
- Du vil have en tidlig høst i august frem for september.
- Du har snegle i haven, som ellers tager spirerne.
- Du vil så i hold og fordele høsten over flere uger.
- Du kun har plads til få planter og gerne vil vælge de kraftigste.
Broccoli tåler omplantning godt, så længe du er nænsom ved rødderne. Det adskiller den fra afgrøder som bønner og gulerødder, der helst skal blive, hvor de er sået.
Sådan forspirer du broccoli
Du behøver ikke meget udstyr. En god såbakke og lidt såjord er ofte nok, og alt hvad du ellers skal bruge, kan du finde i vores sortiment af tilbehør til forspiring her.
- Fyld bakken med let såjord, og tryk den forsigtigt til.
- Læg ét til to broccoli frø i hver celle, cirka 1 cm nede.
- Dæk med jord og vand med fin stråle, så jorden er fugtig hele vejen igennem.
- Stil bakken lyst ved 15-20 °C. Broccoli spirer villigt og har ikke brug for varme fra en varmemåtte.
- Hold jorden jævnt fugtig, men aldrig våd.
- Nip den svageste spire af ved jorden, når planterne har det første rigtige blad.
Den mest almindelige fejl er for lidt lys. Står bakken mørkt eller for varmt, strækker spirerne sig og bliver lange og tynde, og sådanne planter kommer sig sjældent helt. En lys vindueskarm mod syd eller vest er som regel nok, og ellers kan plantelys være en god hjælp de første uger.
Fra vindueskarm til køkkenhave
Dine forspirede broccoliplanter kan komme ud, når de har fire til fem rigtige blade og er 10-15 cm høje. Afhærd dem eventuelt først, altså hvor du vænner dem gradvist til livet udenfor, ved at sætte dem ud nogle timer ad gangen i let skygge over en uges tid.
Plant dem lidt dybere, end de stod i potten, og giv dem 40-50 cm mellem planterne, hvis du vil have sideskud efter hovedhøsten. Læg gerne et kålnet over bedet med det samme, da kålfluen finder de nyudplantede planter hurtigt.
Alle broccoliplanter fra samme såning bliver klar til høst nogenlunde samtidig. Sår du femten planter på én gang, står du med femten hoveder i den samme uge. Dyrk derfor et lille hold hver anden til tredje uge fra marts og frem til begyndelsen af juni. Så afløser holdene hinanden, og du kan høste fra august og helt hen til de første frostnætter.
Læs meget mere om, hvordan du dyrker og passer dine broccoliplanter i vores guide til dyrkning af broccoli her.
Kom godt videre med dine broccoliplanter
Vil du vide mere om broccoli, kan vores andre guides også være relevante for dig:
- Planteafstand for broccoli
- Gødning af broccoli
- Vanding af broccoli
- Broccoli sygdomme og skadedyr
- Høst af broccoli
- Opbevaring af broccoli
Og mangler du frø til sæsonen, finder du et stort udvalg af økologiske broccolifrø her.
