Broccoli er typisk klar til høst 65-70 dage efter såning. Hovedet skal være fast og mørkegrønt, og de små knopper skal stadig sidde tæt sammen og være helt lukkede. Kan du se gult mellem knopperne, er planten på vej i blomst, og så skal den høstes med det samme.
Her på siden får du lidt inspiration omkring tegnene, teknikken og den anden høst, som mange går glip af.
Hvornår er broccoli klar?
Timingen er kortere end ved de fleste andre afgrøder. Et hoved kan nå at springe ud på to til tre dage i varmt vejr, og bagefter er det ikke til at redde.
- Størrelse: De fleste sorter danner hoveder på 10-20 cm i diameter. Størrelsen alene er dog ikke afgørende.
- Fasthed: Hovedet skal føles fast og kompakt, når du trykker let på det.
- Knopperne: Tætte, mørkegrønne og lukkede. Begynder de at løsne sig og lysne, er tiden inde til høst snarest.
- Gult i hovedet: De første gule blomsterknopper betyder, at du er lidt for sent på den. Høst straks, for smagen bliver hurtigt ringere.
Tjek planterne tre gange om ugen i sommervarmen. Fra september, hvor væksten går langsommere, kan det række med en gang om ugen. Hellere høste et par dage for tidligt end en dag for sent.
Sådan skærer du hovedet af
Selve høsten tager få sekunder, og måden du gør det på afgør, hvor meget du får ud af planten bagefter.
- Høst helst om morgenen, mens hovedet er fast og køligt.
- Skær stænglen over cirka 10-15 cm nede under hovedet med en skarp kniv eller havesaks.
- Skær skråt, ikke lige over. Så løber regnvandet af snitfladen i stedet for at samle sig og give råd.
- Lad planten blive stående i bedet med bladene på.
Det sidste punkt er faktisk det vigtigste. Rykker du planten op, når du har skåret hovedet, går du glip af hele anden halvdel af høsten.
Sideskud - den anden høst
Når hovedet er skåret af, begynder planten at sætte nye små skud fra bladhjørnerne ned ad stænglen. De bliver ikke store, typisk 3-6 cm, men de smager præcis som hovedet.
Sideskuddene kommer løbende i mange uger, og med lidt held helt frem til de første frostnætter. Pluk dem så snart de har en god størrelse, for jo oftere du høster, jo flere nye sætter planten. Et tilskud gødning lige efter hovedhøsten kan øge udbyttet, og dette kan du læse mere om det i vores guide til gødning af broccoli her.
Det er også her ved den anden høst, at planteafstanden viser sin værdi. Planter med 40-50 cm mellem sig har bladmasse nok til at holde sideskudsproduktionen i gang, hvor tættere planter ofte er brugt op efter hovedet.
Bliv klogere på afstandene i vores guide om planteafstand for broccoli her.
Vil du vide mere om broccoli?
Hvis du er interesseret i at læse mere om broccoli, kan vores andre guides også være relevante for dig:
- Dyrkning af broccoli
- Vanding af broccoli
- Forspiring af broccoli
- Broccoli sygdomme og skadedyr
- Opbevaring af broccoli
SÓg skal du i gang med at dyrke igen næste sæson, har vi et bredt udvalg af økologiske broccolifrø her.
