Guides

Dyrkning af græskar

Dyrkning af græskar - Bland Selv Frø

Har du en drøm om at dyrke dine egne græskar? Det forstår vi godt! Rankerne breder sig hen over bedet, bladene bliver store, og når frugterne begynder at sætte farve, er det svært ikke at kigge forbi hver dag.

Dyrkning af græskar kræver plads, varme og en lang sæson. Du forspirer som regel frøene fra midten af april, planter ud sidst i maj eller først i juni, når nattefrosten er væk, og høster i løbet af september og oktober. 

I denne guide får du overblikket over hele processen, fra de første frø i potten til pasning, høst og opbevaring. Undervejs henviser vi til mere detaljerede guides, så du kan dykke ned i netop det emne, du står midt i.

Hvor kan du dyrke græskar?

Græskar trives bedst med sol, læ og næringsrig jord. De fleste sorter får lange ranker, og en enkelt plante kan derfor nemt fylde en kvadratmeter eller to.

  • På friland i en lun krog, hvor rankerne må brede sig frit
  • I drivhus, hvor varmen er stabil, og hvor de mest varmekrævende sorter når længere
  • I højbede eller store krukker på mindst 40-50 liter, hvis du vælger en mere kompakt sort

Græskar hører til græskarfamilien ligesom agurker og squash, og planterne tåler ikke frost. Jorden bør derfor være omkring 12-15 °C, når planterne kommer ud. Har du begrænset plads, er de mindre sorter lettere at styre end de helt store halloween-typer.

Kom godt fra start med dine græskar

Såning af græskar starter oftest med forspiring, fordi sæsonen er lang, og frugterne skal have tid til at modne helt. Timing er en af de faktorer, der betyder mest.

Forspiringen sker som regel:

  • Fra midten af april til starten af maj
  • Omkring 3-4 uger før den planlagte udplantning
  • I potter på cirka 10 cm, da græskar hurtigt bliver for store til små såbakker

Selve fremgangsmåden er rimelig lige til. Du sår frøene enkeltvis omkring 2 cm dybt i god såjord og lader dem stå lyst og lunt, mens de spirer, hvilket de typisk gør inden for en uge.

Vil du have en mere konkret fremgangsmåde, kan du læse vores guide til forspiring af græskar her.

Du kan også så direkte på friland i maj, når jorden er blevet lun. Det giver en lidt senere høst, men fungerer fint til de hurtigere sorter.

Sådybde, placering og afstand

Græskar fylder mere, end mange regner med, og får planterne for lidt plads, kæmper de om lys, luft og næring. Det er derfor en god idé at planlægge bedet, før planterne kommer i jorden.

  • Sådybde: omkring 2 cm ved forspiring og 2-3 cm ved direkte såning
  • Placering: fuld sol, læ for kraftig vind og en veldrænet, næringsrig jord
  • Afstand: omkring 100-150 cm mellem de store sorter og ned til 50 cm mellem de mindste pyntesgræskar sorter

De præcise mål afhænger af sorten, og du finder konkrete tal til både bede og rækker i vores guide til planteafstand for græskar her.

Vend gerne velomsat kompost i jorden et par uger før udplantning. Et lag jorddække omkring planten holder samtidig på fugten og begrænser ukrudt.

Pasning gennem hele sæsonen

Når planterne er sat ud, handler dyrkning af græskar mest om jævn fugt, næring og lidt opmærksomhed på blade og frugter. Græskar elsker gødning, og de bruger også meget vand i de varme uger.

Vi anbefaler, at du tager et kig på vores andre relevante indlæg om pasningen:

Almindelige problemer under dyrkning og pasning af græskar

Selv med god pasning kan der opstå udfordringer. De fleste hænger sammen med vand, varme eller bestøvning, og de viser sig ofte først på frugterne.

  • Blade der hænger midt på dagen, hvilket oftest er tørst og ikke sygdom
  • Hvidt, melagtigt belæg på bladene sent på sæsonen, som typisk er meldug
  • Frugter der rådner nedefra, fordi de ligger direkte på fugtig jord
  • Små frugter der gulner og falder af, hvilket som regel skyldes manglende bestøvning
  • Snegle på unge planter, især i ugerne lige efter udplantning

En flad sten eller et bræt under hver frugt holder den fri af den fugtige jord og løser et af de mest almindelige problemer.

Bestøvning og hvor mange græskar pr. plante

Græskar sætter både han- og hunblomster på samme plante. Hunblomsten kan du kende på den lille frugtknop, der allerede sidder ved foden af blomsten, mens hanblomsten sidder på en lige, slank stilk. Bier og humlebier flytter pollen fra hanblomsten til hunblomsten, og uden den tur sætter planten ikke frugt. Står planterne i drivhus, kan du eventuelt håndbestøve ved at duppe pollen over med en blød pensel.

Antallet af frugter afhænger meget af sorten. De helt store halloween- og kæmpesorter bør som regel kun bære 1-2 frugter hver, hvis de skal nå at blive store, mens mindre spisesorter ofte kan modne 3-5 frugter pr. plante. Tynd derfor ud i de mindste frugtanlæg, når planten har sat flere, end den kan nå at modne inden efteråret.

Dyrkning af halloween græskar

Vil du dyrke halloween græskar til udskæring, gælder de samme grundprincipper, men med endnu mere vægt på plads og tid. Vælg en sort der er beregnet til store, orange frugter, så planten skal bruge hele sæsonen. Giv den rigelig næring, og lad den kun bære det antal frugter, den kan nå at modne, så skallen bliver hård nok til at holde formen efter udskæring.

Skal græskarret spises frem for udskæres, findes der også mange andre muligheder. Vi gennemgår flere muligheder i vores guide til spiselige græskar her, og du kan også læse endnu mere om de enkelte typer her:

Går du efter dekoration i stedet for, har vi samlet rådene i vores guide til dyrkning af pyntegræskar her.

Hvornår er græskar klar til høst?

De fleste sorter er klar fra sensommeren og ind i oktober. Et modent græskar har typisk en hård skal, en mat frem for blank overflade og en stilk, der begynder at tørre og blive korkagtig. Banker du let på frugten, lyder den ofte hul.

  • Høst før den første nattefrost, da frosne frugter ikke kan gemmes
  • Klip stilken med, så frugten holder sig bedre
  • Lad frugterne eftermodne et lunt sted i en til to uger, inden de gemmes væk

Vil du have det trin for trin, kan du læse vores guide til høst af græskar her. Og skal frugterne holde hen over vinteren, kan du læse med i vores guide til opbevaring af græskar her.

Klar til at dyrke dine egne græskar?

Dyrkning af græskar kræver plads, varme og en tålmodig hånd hen over sommeren, men belønningen er stor. Start med forspiring i foråret, giv planterne luft og næring, og følg sæsonen med jævn vanding. Så kan selv en nybegynder få frugter, der holder langt ind i vinteren!

Og mangler du nye frø til næste sæson, har vi en håndfuld økologiske og smagfulde græskarfrø her.

Tidligere
Dyrkning af fennikel
Næste
Hvad kan jeg dyrke på altanen?